GreenGo Energy udvikler 4GW grøn Energipark til 60 mia. kr. i Ringkøbing-Skjern Kommune

GreenGo Energy samarbejder med Ringkøbing-Skjern Kommune om at udvikle en grøn energipark baseret på 4GW vedvarende hybrid sol- og vindenergi, der fødes direkte til en ny Energipark, hvor kernen bliver 2GW elektrolyse. Energiparken vil blive etableret ved den kommende Stovstrup 400kV-transformerstation øst for Tarm i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Megaton P2X Energipark øst for Tarm ved Stovstrup transformerstation (Illustration)

Målsætningen er en produktion på over 1 million ton grønne brændstoffer årligt og Megaton, som projektet er døbt, bliver en af de største fuldt integrerede energiparker i verden. Projektet kan blive et nyt vartegn for Danmark og være med til at positionere Danmark som et foregangsland inden for den nye P2X-industri og hydrogen økonomi. Energiparken og de fuldt integrerede VE-projekter kan være i drift før 2030 og kan dermed bidrage væsentligt til opnåelse af Danmarks 2030-målsætninger.

Den samlede investering i Megaton-projektet forventes at være omkring 60 milliarder kr. eller mere end budgettet for to storebæltsbroer. Der forventes skabt 300-500 permanente lokale arbejdspladser i forbindelse med Energiparken, VE-projekterne og de afledte virksomheder, der tænkes skabt af biprodukter som eksempelvis overskudsvarme.

Investeringen skal ske fra GreenGo Energy’s kunder og partnere, der tæller nogle af verdens største investorer i vedvarende energi og infrastruktur. Rådgiverteamet i Megatons udførelse er COWI, Arkitema, der er specialister i P2X, og New Power Partners, der er specialister i offshore vindenergi.

Megaton Energipark - Arkitektur og opbygning (Illustration)

4GW dedikeret VE-portefølje på land og til havs til Megaton Energiparken

En helt afgørende forudsætning for konkurrencedygtige P2X-projekter i stor skala er kontrol over vedvarende energi i nødvendige mængder og med den rette prissætning. Ligeledes er det afgørende, at VE-produktionen dækker hele året rundt, så elektrolysen kører optimalt med høj konstant kapacitetsfaktor. Dette kræver den rette kombination af solenergi og vindenergi.

Udgangspunktet og forudsætningen for Megaton er således GreenGo Energy’s udviklingsportefølje på 4.000 hektar landbaserede sol- og vindprojekter i kommunen og hertil 2GW havvind som tages ud af GreenGo Energy’s udviklingsportefølje af havvind-projekter, der primært er ansøgt under åben dør-ordningen. De endelige lokationer for de energiproducerende aktiver ligger ikke fast endnu, men skal over den kommende periode kvalificeres i tæt samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune og lokale interessenter. Lokationen i Ringkøbing-Skjern Kommune nyder godt af komplementære sol- og vindproduktionsprofiler - en hybrid, der kan balanceres, så elektrolysen kører optimalt året rundt.

De 4GW sol- og vindprojekter vil producere 11,5 TWh grøn strøm årligt – det svarer til mere end 30% af Danmarks nuværende totale elforbrug. Over 85% forventes brugt direkte i Energiparken i produktionen af grønne brændstoffer.

Karsten Nielsen, Adm. direktør for GreenGo Energy kommenterer:

“Med Megaton-projektet og udviklingen af én af verdens største energiparker i det vestjyske kommer vi til atter at sætte Danmark på verdenskortet som ledende inden for omstillingen til 100% grøn strøm og de grønne brændstoffer, der er helt nødvendig for at nå de globale klimamålsætninger frem mod 2050". Karsten Nielsen fortsætter: ”Vi er glade for, at byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune er lige så ambitiøse på den grønne omstilling som GreenGo Energy.”

Ny standard for lokal forankring og værdiskabelse

Et infrastrukturprojekt i denne kaliber vil, udover et signifikant bidrag til Danmarks omstilling og direkte bidrag til opnåelse af 2030 målsætningen om 70% reduktion af CO2 udledning, skabe værdi i mange nye dimensioner for Ringkøbing-Skjern Kommune.

Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune siger:

“Dette er uden sammenligning det mest ambitiøse og perspektivrige projekt, vi som byråd er blevet præsenteret for. Som Danmarks klimakommune nr. 1 har vi i mange år gået forrest i kampen for klimaet. Nu får vi muligheden for at gå forrest igen. Derfor er jeg også begejstret for, at GreenGo Energy ser en mulighed for at gennemføre et projekt af den kaliber i Ringkøbing-Skjern.

Vi har som kommune nogle af Danmarks mest ambitiøse klimamål, og projektet vil til fulde kunne opfylde vores mål om at blive fuldstændig selvforsynende med vedvarende energi. Samtidig har Megaton-projektet potentialet til at tilføre både Tarm og resten af kommunen nogle store muligheder alene i kraft af økonomien bag projektet. Hertil kommer de erhvervsmuligheder, der vil opstå i kølvandet. Her kan nævnes vertical farming, men det er kun ét af mange mulige nye erhverv.

Af alle disse og mange flere grunde, så er byrådet enige om, at samarbejde med GreenGo Energy omkring udviklingen og realiseringen af Energiparken i Stovstrup med tilhørende energiproduktion.” 

Udover de 300-500 permanente lokale arbejdspladser der forventes som følge af projektet, vil en del af overskudsvarmen på mere end 1TWh kunne bidrage til det lokale fjernvarmesystem, der som en del af projektet kan udvides. Det vil være med til at langtidssikre en grøn og prisfast varmeforsyning til gavn for en stor del af kommunens borgere. Overskudsvarme og grøn strøm fra porteføljen af nye vind- og solparker på land og vand tænkes også anvendt til nye erhverv som drivhuse og vertical farming på det erhvervsareal direkte syd for Energiparken, der er udlagt til sådanne formål ifølge den eksisterende kommuneplan.

Endelig arbejdes der på nye bæredygtige og langsigtede løsninger på det lokale medejerskab og den lokale forankring. De enkelte elementer som kan indgå i den samlede løsning, vil over den kommende tid blive specificeret sammen med kommunen for at sikre størst mulig værdi.

Tillige er det hensigten, at projektandele vil blive udbudt lokalt i en ny model udviklet af GreenGo Energy, for at sikre mulighed for ægte medejerskab lokalt. De endelige modeller for lokal værdiskabelse vil blive udviklet som en del af projektet.

Stovstrup 400kV-station som nabo – et knudepunkt for grøn el og brint

GreenGo Energy har i længere tid arbejdet tæt sammen med lodsejere og naboer til det 350 hektar store grundareal, der grænser op til den kommende Stovstrup 400kV-transformerstation øst for Tarm - arealer, som kommunen allerede har udpeget til energiintensive erhverv som P2X.

En placering ved én af landets største transformerstationer ses som strategisk vigtig. Her kan man nemlig håndtere og balancere de store energimængder og overproduktion på solrige dage med blæst, men man kan også have et alternativ til den planlagte strategi omkring brug af direkte linjer, hvor al produktionen fra de tilhørende sol- og vindparker føres direkte til egen transformerstation og forbruges i Energiparken.  

 ”Lokationen ved Stovstrup-transformeren er ideel som et eksisterende knudepunkt for el-transmission med 400kV udvidelsen, men også set i lyset af den planlagte hydrogenrørledning til Europa, der er under udvikling og planlægges etableret inden 2030. Der er også rigelige mængder af spildevand til rådighed ved Tarm. Netop vand er jo ofte en knap ressource ved større P2X anlæg i Danmark og internationalt. Ved brug af netop spildevand bliver konceptet blot mere cirkulært ”, siger Anders Heine Jensen, direktør for P2X og Offshore Wind hos GreenGo Energy, om de primære overvejelser i forhold til valget af lokation for GreenGo Energys første Megaton-Energipark.

Projektet er i overensstemmelse med kommunens strategi

I Ringkøbing-Skjern Kommune har man altid været førende i den grønne omstilling. Kommunen har en lang historik og erfaring med opsætning af vindparker, solparker og biogasanlæg, og baseret på den erfaring ønsker man derfor fra kommunens side, at nye elproduktionsanlæg bidrager multifunktionelt og værdiskabende fremfor blot at være rene energiproduktionsanlæg.

Ole Nyholm Knudsen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune siger:

”I forbindelse med den nationale screening af mulige lokationer til Energiparker har et enigt byråd anvist en mulig placering af en energipark ved Stovstrup. Jeg er derfor glad for, at GreenGo Energy vælger at arbejde ud fra netop dette område, og at de samtidig præsenterer et koncept med stor værdiskabelse og forståelse for lokalområdet.

I den nuværende energikrise er det særligt interessant, at projektet åbner mulighed for at tilbyde billig fjernvarme til kommunens borgere. Dertil kommer projektets målsætning om, at arealer til solceller fortsat skal bruges til landbrugsdrift gennem samdrift med biogasanlæg, hvor formålet er at opfange CO2, der bl.a. skal bruges til at lave grøn e-metanol. Samtidig kan varme og el bruges til at skabe grundlag for vertical farming. Det skal i øvrigt bemærkes at projektet er i overensstemmelse med den kommunale strategi på energiområdet og med respekt for Helhedsplanen for Tarm.”

Megaton Energipark - Integration i omkringliggende landskab og nye rekreative områder (Illustration)

Inspiration for andre kommuner

Frem mod 2030 skal Danmark firedoble mængden af grøn strøm på land og opbygge en elektrolysekapacitet på 4-6 GW. Her spiller energiparken Megaton en væsentlig rolle i at opfylde de ambitioner.

Kristian Jensen, Adm. direktør i Green Power Denmark siger:

”Det her projekt er på alle mulige måder stort. Der skal lyde en stor ros til GreenGo Energy for at foretage den grønne investering og sammen med Ringkøbing-Skjern Kommune at vise vejen for, hvordan man effektivt og med lokal opbakning kan arbejde sammen om at få etableret grønne energiprojekter. Der er en masse læring at hente i projektet, og jeg håber, at andre kommuner vil lade sig inspirere. For vi skal have flere til at tage ansvar for klimakrisen og træffe beslutninger om at bygge mere vedvarende energi. De kommuner, der tør går forrest, vil også høste gevinster i form af arbejdspladser. Samtidig har vi brug for klarhed om de regulatoriske rammer for Power-to-X og brintinfrastruktur.”

Megaton-Energiparken: En P2X atol der skaber en grøn totaloplevelse

I samarbejde med COWI og Arkitema er der skabt et unikt koncept omkring Energiparkens design og integration i lokalområdet – et koncept, der spiller sammen med den lokale helhedsplan.

Lars Toghill, Vice President i Energy International hos COWI kommenterer: Vores analyser under konceptudviklingen og første designproces af Megaton-projektet har vist at lokationen og de understøttende elementer giver projektet de helt rigtige forudsætninger som vi leder efter i konkurrencedygtige Power-to-X projekter. Det er primært den dedikerede portefølje af 4 GW vind og sol projekter, der kan sikre strøm til konkurrencedygtige priser og effektiv udnyttelse af anlægget. Hertil kommer de åbenlyse fordele ved placeringen ved Stovstrup-transformeren og det faktum, at vi har et projektareal til rådighed, som giver plads til en gennemtænkt integration i landskabet.”

I forbindelse med etablering af Energiparken vil al overskudsjord blive anvendt til at anlægge et bakket terrænlandskab omkring Energiparken for at etablere en organisk kurvet ”P2X-atol”, et bakket ølandskab, der skærmer for indkig til Energiparken fra det omkringliggende landskab i det ellers helt flade landskabsområde med marker og skov.

Megaton Energipark - Administrationsbygning og oplevelsescenter integreret i omkransende bakkelandskab (Illustration)

Det omkransende bakkelandsskab beplantes med gran, fyr, græs og vilde blomster for at understøtte og udvikle biodiversitet og ligeledes etablere et flot landskabstæppe, der omkranser anlægget.

Konceptet understøtter direkte den eksisterende vision og helhedsplan for Skjern og Tarm ved etablering af naturstier, mountainbikeruter og naturlegepladser inklusive et udkigstårn, hvorfra der etableres udsigt til hele Energiparksarealet og den omkringliggende energiproduktion, der er en integreret del af Energiparken. Herved skabes en grøn og indbydende totaloplevelse.

Havvind er en forudsætning for det rigtige produktionsmix på el

Megaton energiparken er sammentænkt og optimeret fra start med henblik på så optimal ressourceudnyttelse som muligt og dermed så effektiv brug af elektrolysen som muligt, således spiller havvind en vigtig rolle i parkens samlede energimix.

 Victor Hoffmann-Brogaard, Head of Green Transition hos New Power Partners, forklarer:

 “Projektet har de helt rigtige forudsætninger for at bliver realiseret, især givet muligheden for at udvikle havvind under åben-dør ordningen. Vindressourcerne i området sikrer en optimal produktionsprofil til et projekt i denne skala, som dermed gør det konkurrencedygtigt. Vi ser frem til en konstruktiv dialog med myndigheder og lokalbefolkning i den kommende tid omkring videreudviklingen af dette spændende projekt, der er en international milepæl i den grønne omstilling.”

Samarbejde, integration og respekt er grundlaget for realisering af Megaton

Størrelsen på Megaton energiparken betyder, at der fra start har været ekstra fokus på at nytænke hvorledes man kan samarbejde lokalt og optimere og få værdiskabelse realiseret med respekt for området.

Jacob Hänel Christensen, forretningsudviklingsdirektør i GreenGo Energy konkluderer:

”Vi er beærede og ydmyge over den tillid, som Byrådet i Ringkøbing-Skjern, de lokale lodsejere samt naboerne til Megaton-Energiparken udviser os i forbindelse med så stort et projekt. Det er en målsætning for projektet at skabe så meget sammenhængskraft og integration med lokal infrastruktur og så mange rekreative miljøer som muligt samt at udvikle nye muligheder for landbrug og industri lokalt til langsigtet glæde og værdiskabelse for borgerne og Ringkøbing-Skjern Kommune. Hensynet til naturen og helhedsplanen for Skjern og Tarm er således blevet indtænkt fra starten. Vi glæder os til de kommende års samarbejde.”

Om GreenGo Energy

GreenGo Energy blev etableret i 2011 med en vision om at accelerere den grønne omstilling til vedvarende energi gennem en innovativ og skalerbar forretningsmodel. GreenGo Energy's 360 full servicemodel inkluderer jordleje-/jordkøbsaftaler, udvikling, nettilslutningsaftaler, ingeniørarbejde, indkøb, byggestyring, drifts- og vedligeholdelse, som fuldt skræddersyes til vores klients behov og investeringsprofil.

GreenGo Energy har nu mere end 14 GW vedvarende energi- og P2X-projekter i forskellige udviklings- og konstruktionsstadier i flere amerikanske stater og i Nordeuropa, hvoraf der for mere end 3.9 GW er indgået finansieringskontrakter gennem partnerskabsaftaler med tier 1 VE- investorer.

www.greengoenergy.com

Forrige
Forrige

GreenGo Energy og Nordic Solar indvier ny solcellepark ved Odense

Næste
Næste

Encavis reaches ready-to-build (RTB) status of its largest Danish solar park of around 140 megawatts of generation capacity